I byen Breil-sur-Roya i Departementet Alpes-Maritimes i den sydøstlige del af Frankrig ligger den gamle hotelbygning “Le Napoleon”, hvor vi har vores lejlighed.
Breil-sur-Roya er godt udflugtsmål, hvis man vil på se nærmere på de maritime alper. Der er masser af mulighed for vandreture, og man kan køre længere ind i dalen til Mercantour National Park og Vallée des Merveilles.
Det tager en god times tid at køre til Menton og lidt længere til Nice med bilen, mens der kun er godt 30 minutter i bil ud til kysten ved Ventimiglia (I) og ca. 45 minutter til Bordighera (I). Bussen kører 4-6 gange om dagen til Ventimiglia og videre til Menton (det koster 2 €). Toget har fungeret fint til Nice, men der kører formentlig ikke tog igen før december 2025, da to tunnelser skal repareres.
Selve Breil byder ikke på de store butiksstrøg, men der er flere spisesteder samt to supermarkeder, hvoraf det ene er så stort, at det ikke har middagslukket. Hertil komme charcuteri og torvemarked hver tirsdag.

Fra juli 2025 blev det igen muligt at køre helt op til tunnelen under passet Col de Tande og videre ind til Limonette og Limone Piemonte i Italien. Fra den italienske side kan man køre op til fæstningsværkerne på grænsen (bjergkammen). Om vinteren er der mulighed for alpint skiløb på den Italienske side.
La tempête Alex (stormen Alex) ødelagde meget vej og mange broer i dalen. Her tre år efter er det sidste vej og broer ved at være repareret, og der er lagt planer for renovering/nedrivning af ubeboelige bygninger i byen. Det var den største infrastruktur katastrofe i Frankrig siden 2. verdenskrig, og den har påvirket mange.